-
Aktien stiger voldsomt efter gigants forrygende regnskab
来源: BDK Finans / 23 5月 2024 12:51:17 America/Chicago
Man forventede et »forrygende« resultat. Men alligevel oversteg regnskabet forventningerne. Og det kan nu ses på aktiemarkedet. I skrivende stund er techgiganten Nvidias aktie steget med over 11 procent. Markedet er stadig åbent, hvorfor den stadig bevæger sig. Onsdag offentliggjorde Nvidia sit regnskab for første kvartal, og det var tydeligt at se, at leveringen af chip til kunstig intelligens (ai) i datacentre har været en god forretning. Indtjeningen i kvartalet ramte 14,9 milliarder dollar svarende til 102,8 milliarder danske kroner. Selskabet omsatte i første kvartal for mere end 26 milliarder dollar svarende til 179 milliarder danske kroner. Forventningen lød ellers på 24,7 milliarder dollar. Dermed var stigningen i omsætningen på mere end 260 procent i første kvartal i forhold til samme periode sidste år. Ifølge MarketWire er resultatet bedre end forventet, og det fik aktien til at stige med 4,4 procent i eftermarkedet. Og torsdag er aktien altså steget yderligere. I alt er Nvidias aktie steget med 92 procent i år, hvilket har øget virksomhedens værdi med over en billion dollar. Målt på børsværdi er selskabet verdens tredjemest værdifulde selskab efter Microsoft og Apple. Nvidia rider på bølgen af kunstig intelligens, som især begyndte at rulle sidste år. Den populære chatbot ChatGPT blev lanceret ved udgangen af 2022, og i løbet af 2023 blev den og andre ai-produkter taget i brug af virksomheder og private. Nvidia laver mange af de mest populære mikrochip – særligt dets serie af RTX-grafikkort – til at træne ai-modellerne med. https://www.berlingske.dk/aktier/aktien-stiger-voldsomt-efter-gigants-forrygende-regnskab